Cases

Vestslesvigsk Bryghus, crowdfunding og ny butik

Hans Lautrup Nørgaard har prøvet mange forskellige ting i løbet af sit erhvervsliv. Fra at arbejde i landbrug i starten af 80’erne, arbejdet med markedsføring i forsikringsverdenen, på handelskammer og forlag i Frankrig og Belgien til i 2014 at have startet sit eget bryghus. I 2021 var han idémanden bag en ny butik i Løgumkloster, der hedder ”En smags Sag”, hvor han samlede midlerne til butikken gennem crowdfunding. I denne artikel skal vi kigge nærmere på manden bag idéerne, hans bryghus, den nye butik og crowdfunding som hjælpemiddel.
Vestslesvigsk Bryghus

Hans Lautrup Nørgaards rejse

Hans Lautrup Nørgaard er ejer og stifter af Vestslesvigsk Bryghus, og han er det, man kalder en vaskeægte idémand. Det kommer bl.a. til udtryk gennem de forskellige ting, han har arbejdet med, men især når man kigger på hans virksomhed, Vestslesvigsk Bryghus.

Hans’ passion for øl har altid været der, fortæller han, men den fik for alvor et nøk opad, da han boede i Lille i Frankrig og Bruxelles i Belgien – hvilket i øvrigt må betegnes som værende et ølcentrum i Europa. Her fik Hans for alvor smag for spontangæret øl, som er en del af en ganske særlig ølbrygningsproces, som især bruges i Belgien. Det vender vi tilbage til.

I mellemtiden flyttede Hans tilbage til Danmark i 2003, hvor han hurtigt savnede den specielle øl, han var blevet så glad for, og derfor gik han i gang med at brygge den hjemme i køkkenet. Det skulle senere vise sig at blive startskuddet på Vestslesvigsk Bryghus.

Hans flyttede tilbage til Løgumkloster, hvor han er født og opvokset, og selvom han kunne været flyttet til et hvilket som helst andet sted i landet, valgte han alligevel Sønderjylland. Hans fortæller om sin beslutning:

Der er et helt andet temperament i Sønderjylland, som du ikke finder andre steder. En helt bestemt puls. Det kan jeg rigtig godt lide, og jeg synes, jeg passer godt ind i det. Derudover synes jeg generelt, at den lokale opbakning er fantastisk i vores egn. Folk vil hinanden og hinandens virksomheder det godt.

Hans Lautrup Nørgaard, ejer og stifter af Vestslesvigsk Bryghus

Vestslesvigsk Bryghus

Efter at have bikset og bakset med ølbrygning i privaten, åbnede Hans sit eget bryghus i 2014, fordi han syntes, der var et marked for den specialbryggede øltype. Det kom til at hedde Vestslesvigsk Bryghus, og her kom Hans’ lokalforankring igen på spil:

Ideen med navnet er, at i en stadig mere globaliseret verden har det en værdi at have en lokal identitet samtidig med, at vi er danskere, tyskere, europæere, verdensborgere – der er en historik i landskabsnavnet Slesvig – Schleswig på tysk – og Sønderjylland er historisk blot den nordlige del af Slesvig.

Bryggeriet blev sat i gang, og øllene blev produceret – stadig efter hans yndlingsmetode: Spontangæret øl – og ved siden af sit fuldtidsjob knoklede Hans videre med at producere og finde på nye slags øl. I dag kan Hans på sin hjemmeside bolstre sig af at tilbyde 14 forskellige slags øl og endda også en cider.

Men hvad er det specielle ved spontangæret øl? Spørger man Hans, hører man tydeligt passionen i svaret:

Det betyder, at øllet får sin gær fra den omgivende luft: Den største, enkeltstående faktor for smagen af din øl er gæren! I industrielt fremstillet øl vil der typisk kun findes én gærstamme. Én gærstamme, ét smagsindtryk. I luften omkring os findes utallige gærstammer. Spontangæret øl nyder godt af smagsindtryk fra dem alle!

Den Ubesmittede Jomfru, frisk syrlighed og vidunderligt forfriskende.

En Smags Sag

Men når man er et mikro-bryghus, der koncentrerer sig om en speciel type øl, er det svært at konkurrere med de store, etablerede bryghuse, fortæller Hans.

Og det kan man sagtens forestille sig. Så hvad gør man? Jo, man åbner selvfølgelig en butik, hvor man samler flere forskellige, lokale producenter af øl, spiritus, kaffe, marmelade og mange andre ting. For som Hans siger:

Vi er jo ikke konkurrenter. Jo flere folk der får øjnene op for en lokal producent, jo bedre er det også for os andre.

En butik for lokale producenter skal fungere som et samlingssted og en ekstra salgskanal for de mindre producenter, så de kan komme ud på markedet, og hertil skulle Hans i gang med at skaffe midler. Heldigvis er Hans ikke fattig på idéer, så han startede straks en crowdfundingkampagne, hvorigennem han effektivt samlede midlerne til at få den nye butik op at køre. Hans forklarer, hvorfor han synes, Crowdfunding er effektivt:

Det passer mig godt, at det er en afgrænset periode, hvor man giver den gas. På den måde skal man ikke kontinuerligt arbejde på at markedsføre sit produkt. Derudover er det en god måde at samle fremtidige kunder og samtidig netværke på.

Et udpluk af sortimentet i den nye butik, En Smags Sag i Løgumkloster

Crowdfunding

Faktisk har Hans gennemført flere crowdfundingkampagner i årenes løb i forskellige henseender, og han har endda formuleret en guide inden for crowdfunding for at hjælpe andre. Den kan man finde på hans hjemmeside.

Hos Tønder Erhvervsråd er vi også store fortalere for denne måde at samle midler på og ser det som et godt værktøj til iværksættere eller idémagere, der mangler ressourcer til nye projekter og foretagender. Derfor har Hans også flere gange været oplægsholder i vores arrangementer omkring crowdfunding.

Sammen med Tønder Erhvervsråds eget fødevarehus, Vores Marsk, arbejder Hans videre på at gøre de lokale producenter mere synlige på landkortet, så det er lettere for lokale forbrugere at købe lokale produkter. Derudover bliver der selvfølgelig fortsat sat en ære i at producere den specialbryggede øl i Vestslesvigsk Bryghus i Løgumkloster.

Har du lyst til at lære Hans og Vestslesvigsk Bryghus bedre at kende, så besøg hans hjemmeside eller Facebook, hvor han som noget nyt bl.a. tilbyder en anerledes ølsmagning, hvor man – udover at smage lækker øl – kan høre historier fra Hans’ rejse fra landbrug til Lille og tilbage til Løgumkloster.

Vil du vide mere om Crowdfunding, og hvordan det kan hjælpe din virksomhedsidé, så kontakt konsulent i SMALLBusiness Tønder, Palle Graversgaard og hør mere om mulighederne.

Vestslesvigsk Bryghus

nyhed
Vestslesvigsk Bryghus

Lokal virksomhed modtager sekscifret udviklingsbeløb efter individuel sparring hos Tønder Erhvervsråd

Når man er til individuel sparring hos Tønder Erhvervsråd, kan man forvente at få vejledning og anbefalinger med sig,...Læs mere
nyhed
Vestslesvigsk Bryghus

Guide til Generations- og Ejerskifte i Tønder Kommune

Generations- og ejerskifte kan være en kompleks proces, der involverer planlægning og overvejelser omkring skat, personlige forhold og den...Læs mere
nyhed
Vestslesvigsk Bryghus

Bestyrelsesnetværk Syd

Best.Syd er et unikt bestyrelsesnetværk, der opererer i hele Sønderjylland og drives af de lokale erhvervsråd i Tønder, Sønderborg,...Læs mere

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.

Tilmeld nyhedsbrev