Cases

Arkkon arkitekter, bæredygtighed er vejen frem

Bæredygtighed og grøn omstilling er i fokus hos Arkkon Arkitekter i Tønder. Her bliver medarbejderne videreuddannet, så virksomheden er klar til de nye krav til byggerier i 2023.
Arkkon arkitekter

Arkkon Arkitekter

På Brorsonsvej 2A i Tønder ligger Arkkon Arkitekter, og det har de gjort siden år 2000. Virksomheden blev stiftet i 1995 af Uwe Nielsen under navnet ”Arkitektkontoret” og blev omdannet til anpartsselskab i 2000 samtidig med flytningen til nye, større lokaler på Brorsonsvej. Uwe Nielsen har udviklet virksomheden siden 1995, til at den i dag har 5 ansatte og et renommé for at være en moderne, innovativ og erfaren arkitektvirksomhed.

Arkkon har arbejdet på et hav af forskellige projekter – både i lokalområdet, nationalt og endda også på den anden side af grænsen. F.eks. var Arkkon Arkitekter i 2014 med som rådgivere på myndighedsprojektet om en ny Fakta-butik i Süderlügum. Af andre projekter kan Højer Designhøjskole også nævnes, hvor virksomheden af to omgange har været med under ombygning af ”Bonevoksfabrikken” og ”Det Gamle Væveri”.

Højer Designhøjskoles ”Bonevoksfabrik” blev ombygget i 2015 til 2016

Bæredygtighed og grøn omstilling

Selvom der altid har været fokus på bæredygtighed, har Arkkon Arkitekter i det seneste stykke tid for alvor gjort førnævnte og også grøn omstilling til en prioritet. Dels fordi samfundet går i den retning, og der opleves stadig stigende efterspørgsel på bæredygtighed og især også bæredygtigt byggeri, men også fordi det er vigtigt for Uwe Nielsen og hans medarbejdere.

Overordnet set handler bæredygtigt byggeri om at begrænse byggeriets klimapåvirkninger og ressourceforbrug, tænke i cirkulære principper, og det lyder måske simpelt nok – men hvordan gør man lige dét, og hvor skal man begynde? Hos Arkkon Arkitekter vil man i fremtiden således sætte ind på flere områder: F.eks. skal der opføres mere holdbare bygninger af højere kvalitet, man skal mindske antallet af funktionelle bygninger, der rives ned, man skal tænke materialer, der kan genbruges og reversible tekniske forbindelser ind i byggeprocessen. Uwe Nielsen fortæller:

Krav til udledning af CO2 forbrug vil løbende blive strammet, og allerede i 2023 indføres CO2-krav til nybyggeri i bygningsreglementet, gældende for bygninger over 1.000 kvadratmeter. For nybyggeri generelt vil dette også gøre sig gældende fra 2025, og der vil fremover løbende blive stillet nye krav til fremtidigt byggeri. Dette vil ramme alle bygherrer – store som små og offentlige som private. Derfor vil de kommende krav til bæredygtighed i byggeri kræve både nytænkning, kreativitet, fleksibilitet, omtanke og ikke mindst nye vaner i forbindelse med projektering og samarbejde.

Virksomheden har også sat gang i flere opkvalificeringer af medarbejdere, der bl.a. skal uddannes som ”Certificeret rådgiver i bæredygtigt byggeri” og ”Konsulent i svanemærket byggeri”, og de har sågar en medarbejder, der tilbage i 2012 afsluttede et kompetenceforløb og videreuddannelse for bæredygtigt byggeri og cirkulære principper. Sidstnævnte har ovenikøbet medført en medstiftelse af en platform med det formål at fremme cirkulære og ressourceoptimerende principper indenfor byggebranchen, som bl.a. baseres på FNs klimamål. Uwe Nielsen fortæller videre:

Derudover skal vi selvfølgelig også sætte fokus på bæredygtighed for omverdenens skyld. Vi er blevet klogere i verden, og vi ved, hvilken effekt vi har på naturen. Derfor er det ikke kun en investering i virksomheden, men også i samfundet.

Hvad fremtiden bringer i forhold til bæredygtighed er svært at spå om, men hos Arkkon Arkitekter er man i hvert fald i fuld gang med at forberede sig på det næste grønne kapitel.

Grænseoverskridende samarbejde

Alt i alt er der travlhed og fuldt fokus på udvikling hos Arkkon Arkitekter. F.eks. benytter virksomheden sig i højere og højere grad af deres placering tæt på grænsen, hvor der også bliver arbejdet med tyske bygherrer og entreprenører. Arkkon Arkitekter har derfor også kontakt til Tønder Erhvervsråd, som har det grænseoverskridende samarbejde i højsædet. Her bliver der bl.a. kigget på matchmaking mellem danske virksomheder og tysk arbejdskraft og omvendt.

Arkkon Arkitekter har bl.a. været med til opførelsen af Fakta-butikken i Süderlügum, hvor tyskkundskaber spillede en afgørende rolle for kommunikationen.

Det er oplagt at kigge syd for grænsen, mener Uwe Nielsen:

Vi har jo en fordel mht. vores tyske sprogkundskaber, der er gode i Tønder Kommune. Derudover mener jeg heller ikke, at vi skal kigge på grænsen i dens bogstavelige betydning, men vi skal se Nordtyskland som en del af området sammen med de muligheder, det bringer med sig.

Hos Tønder Erhvervsråd er der bred enighed om den fortolkning, og her kan Fit4Jobs@WaddenC nævnes. Fit4Jobs er et Interreg projekt, der har til formål at nedbryde barriere i den danske/tyske grænseregion. Det gøres igennem flere tiltag, der skal fremme samarbejdet på tværs af grænsen, såsom virksomhedsbesøg, digitalisering, studieture mm.

Vil du høre mere om Arkkon Arkitekter, så besøg deres hjemmeside nedenfor. Du er også velkommen til at kontakte projektleder i Fit4Jobs, Jan Diers, hvis du vil vide mere om det grænseoverskridende samarbejde. Jan kan kontaktes her.

Arkkon Arkitekter

nyhed
Arkkon arkitekter

Lokal virksomhed modtager sekscifret udviklingsbeløb efter individuel sparring hos Tønder Erhvervsråd

Når man er til individuel sparring hos Tønder Erhvervsråd, kan man forvente at få vejledning og anbefalinger med sig,...Læs mere
nyhed
Arkkon arkitekter

Guide til Generations- og Ejerskifte i Tønder Kommune

Generations- og ejerskifte kan være en kompleks proces, der involverer planlægning og overvejelser omkring skat, personlige forhold og den...Læs mere
nyhed
Arkkon arkitekter

Bestyrelsesnetværk Syd

Best.Syd er et unikt bestyrelsesnetværk, der opererer i hele Sønderjylland og drives af de lokale erhvervsråd i Tønder, Sønderborg,...Læs mere

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.

Tilmeld nyhedsbrev