NyhedOpdateret: 13. juli 2026
Stammtisch samlede erhvervslivet i Tønder – og peger fremad

Arrangementet samlede i alt 22 deltagende, som alle sammen var repræsentanter af deres virksomheder, og markerede starten på et relationsbåret fællesskab, hvor dialog, og erfaringer var i centrum.
Initiativet blev gennemført i samarbejde med Tønder Erhvervsråd og tog afsæt i et voksende behov i området. Stadigt flere tyske virksomheder, selvstændige og familier vælger at etablere sig i kommunen, men mange oplever, at vejen ind i lokale netværk, forretningskultur og uformelle relationer kan være kompleks. Stammtisch er skabt som et svar på netop denne udfordring – som et supplement til mere strukturerede netværk og tilbud.

Rammerne for aftenen afspejlede tydeligt filosofien bag ”bikube”: et nyt og åbent, kreativt og fælles sted, hvor mennesker mødes – og hvor tingene begynder at ske. Et sted, hvor man kan komme med en udfordring og gå derfra med nye perspektiver, værdifulde samtaler og uventede forbindelser. Hvis du er nysgerrig omkring bikube, så kan du læse mere under weblinket forneden.
Stammtisch er tænkt som et sted for første møder. Her samles virksomhedsejere, iværksættere og ledere på tværs af brancher og erfaring – fra nystartede virksomheder til veletablerede aktører – med det fælles udgangspunkt, at de driver virksomhed i et andet land end deres oprindelige hjemmemarked. Aftenen bød på korte oplæg, som åbnede samtalen, hvorefter dialogen bevægede sig frit på dansk og tysk og mellem emner som forskelle i forretningskultur, rekruttering, samarbejde, markedsadgang og de mere personlige sider af at etablere sig professionelt i et nyt land.
En del af programmet var en miniworkshop med Anna-Christine König, som introducerede Succeshjulsteknikken – et visuelt værktøj til at skabe klarhed over mål og succes i virksomheden. Gennem guidet refleksion hjalp hun deltagerne med at formulere og bevidstgøre deres forretningsmål, hvilket hurtigt skabte grobund for dialog, erfaringsudveksling og nye perspektiver. Med sin baggrund som erhvervsjurist med speciale i personaleadministration og arbejdsret samt erfaringer inden for empowerment og netværksarbejde bidrog hun med både struktur og menneskelig indsigt i samtalen.

Derudover delte ML Keramik, repræsenteret ved Majbrit List, sin personlige fortælling om vejen til at blive selvstændig keramiker i Tønder. Hun gav et ærligt indblik i opbygningen af sit værksted – fra ombygningen af garagen i haven til hverdagen som selvstændig – og satte fokus på de udfordringer, mange iværksættere møder, herunder skat, regnskab, administration og kundegenerering. Oplægget skabte stor genkendelse blandt deltagerne og gav et realistisk billede af, hvad det kræver at starte og drive egen virksomhed.
Stammtisch blev bevidst afholdt uden salgspitches og formelle dagsordener. Fokus var på tillid, åbenhed og erfaringsudveksling – en tilgang, der skabte et trygt rum, hvor både succeser og udfordringer kunne deles ærligt. Netop denne uformelle ramme viste sig at være en styrke og gav grobund for nye relationer, perspektiver og spirende samarbejder.
Feedbacken fra deltagerne var tydelig: Der er et stort ønske om at fortsætte Stammtisch – gerne som et fast, månedligt netværk. Ambitionen er derfor, at Stammtisch fremadrettet fokuserer på deltagernes behov og fortsat fungerer som en bro mellem danske og tyske erhvervsaktører i området.
Aftenen i baghuset på Allegade 15 viste klart, at behovet er der. Når rammerne er de rette, opstår dialogen helt af sig selv. Stammtisch er kun lige begyndt – men retningen er sat: et åbent, inkluderende og menneskeligt erhvervsnetværk, hvor mennesker mødes, bliver lyttet til og sammen finder vejen videre.
Bikube: www.bi-kube.dk
Anna-Christine König: www.majesty-sportconsulting.de
Program fra den 4.2.2026: STAMMTISCH | Tønder Erhvervsråd
Artikler
Tilmeld dig erhvervsnews
Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.
Tilmeld nyhedsbrev

