NyhederOpdateret: 11. december 2020

Tønder rykker markant frem i erhvervsvenlighed

Dansk Industri gennemfører hvert år måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner. DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2020 er Danmarks mest omfattende undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. I målingen for 2020 rykker Tønder Kommune 15 pladser frem og scorer flotte karakterer i en række af kategorierne.

Tønder rykker markant frem i erhvervsvenlighed

Med fremgangen på 15 pladser lander Tønder Kommune på en samlet 49. plads ud af de 93 kommuner, hvor målingen bliver gennemført. Efter en tilbagegang i 2019 på ti pladser er der tilfredshed med, at tilbagegangen fra sidste år er hentet – og mere til.

Den årlige Erhvervsklima analyse fra DI kan fungere som en benchmarking af, hvor godt Tønder Kommune håndterer samarbejdet, dialogen og omgangen med det lokale erhvervsliv. Selvfølgelig med fokus på de større industrivirksomheder, der typisk er medlemmer af Dansk Industri, lyder det fra erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd, Peter Engel-Andreasen.

Trods corona har Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd arbejdet hårdt på at synliggøre og hjælpe det lokale erhvervsliv det sidste års tid. Et samarbejde man agter at intensivere yderligere.

Det er bemærkelsesværdigt positivt, at vi går frem på parametrene arbejdskraft, uddannelse og kommunal sagsbehandling. Det er alle indsatser, hvor Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd har arbejdet fokuseret. Det viser sig, at det gode samarbejde med jobcenteret i Tønder Kommune bærer frugt, ligesom indsatsen for at få flere unge ud og i gang med erhvervsuddannelser har virket, udtaler Peter Engel-Andresen.

Fremgangen i kategorien “Uddannelse”, der beskriver tilfredsheden med skolernes samarbejde med virksomhederne, hvor Tønder Kommune springer til en 22. plads fra en plads som nummer 64 sidste år. Dette belyser i hvor høj grad man i kommunen er lykkes med at give den fremtidige arbejdsstyrke en god uddannelsesmæssig ballast.

Opgaven bliver at fastholde momentum

For Erhvervsrådet arbejdes fremadrettet på at fastholde momentum og det gode samarbejde. Der skal arbejdes med de fysiske rammer og Tønder Kommunes image.

Tønder Erhvervsråd er i dialog med Tønder Kommune om en ekstra indsats for at udlægge, udvikle og sælge erhvervsjord i Tønder Kommune. Fremadrettet bliver opgaven at holde momentum og rykke længere frem i analysen, lyder det slutteligt fra erhvervsdirektøren.

I en udsendt pressemeddelelse fra Tønder Kommune udtrykker borgmesteren stor tilfredshed med den markante fremgang i undersøgelsen og med et klart fokus på at tilstræbe et endnu mere erhvervsvenligt Tønder Kommune.

Det glæder mig, at vores virksomheder giver udtryk for, at de er tilfredse med kommunens arbejde på en række parametre. Og så er der selvfølgelig altid emner og områder, hvor vi kan blive endnu bedre, og det arbejder vi på at blive hver eneste dag, udtaler borgmester Henrik Frandsen.

FAKTA

I Tønder Kommune har 58 virksomheder svaret på undersøgelsen. Virksomhederne er inden for Dansk Industris brancher, blandt andet produktion, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og services. Besvarelserne i Tønder Kommune repræsenterer 1.720 arbejdspladser.

>> Se mere i pressemeddelelsen udsendt af Tønder Kommune

>> Se pressemeddelelsen fra Dansk Industri 

Har du spørgsmål?

Skriv eller ring til os.

Peter Engel-Andreasen

Peter Engel-Andreasen

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.