NyhederSkrevet: 3. juni 2021

Invitation: Fødevarehus slår dørene op i Tønder

Nu bliver det endnu nemmere at finde lokale fødevarer – Et nyt udsalgssted og showroom for lokale fødevare åbner i Tønder, hvor lokale fødevareproducenter, og oplevelsesudbydere langs hele Vadehavet udstiller, og sælger egne produkter.

Invitation: Fødevarehus slår dørene op i Tønder

Den 4. juni bliver en festdag i det gamle pakhus på Allégade 15 i Tønder. Det er nemlig dagen hvor dørene bliver åbnet til Fødevarehuset – Vores Marsk. I haven, bag fødevarehuset, vil der fra kl. 12.00-16.00 være udendørsmarked med lokale fødevarer, smagsprøver og fødevarefortællinger.

Mød bl.a. Restaurant Ros, der tilbereder og serverer smagsprøver med lam og urter, Museum Sønderjylland, der fortæller om madkulturen langs Vadehavet og Tønnisgård, der formidler natur og urter.

Der er også mulighed for at købe forskellige lokale fødevarer og drikke med hjem. Der vil nemlig være udendørs madmarked, hvor forskellige lokale fødevareproducenter stiller op. Kisbæk mælk, Marskdestilleriet, West Brew, Rømø Slagteren, Jernved Mejeri og mange flere vil sælge deres produkter i løbet af dagen, og dørene vil være åbne for formidling, showroom og udsalgssted i Vores Marsk.

Åbningsdagen bliver gennemført under hensyntagen til de gældende corona-restriktioner.

Fremadrettet vil Vores Marsk være åbent for besøgende en gang om måneden og i forbindelse med events i huset og i byen. Huset samler, og udstiller de mange forskellige lokale fødevarer og fødevareproducenter, der findes langs Vadehavet, og formidler dermed, hvad der findes af lokale fødevarer i området, og hvor man som besøgende kan finde dem.

“Håbet med Vores Marsk er, at man som besøgende bliver inspireret til at gå ud og opleve og finde de lokale fødevarer selv, og dermed give sig selv flere bæredygtige oplevelser i naturen og med madkulturen i fokus” – siger destinationsmanager i Tøndermarsk Initiativet, Julie Hermansen.

Udover at være en butik og showroom arbejdes der i Vores Marsk også med erhvervsudvikling. Fødevarehuset skal være et varigt knudepunkt for initiativer omkring fødevarer. Gennem udvikling, netværk, vidensdeling, samarbejde og øget synlighed skal udbuddet af lokale fødevarer og oplevelser, der relaterer sig til fødevarer og lokal madkultur, styrkes.

“Det kan skabe en fantastisk synergieffekt for de erhvervsdrivende og gode forudsætninger for samarbejde, at det hele bliver samlet”, siger daglig leder af Vores Marsk  og erhvervskonsulent i Tønder Erhvervsråd, Jesper Monsrud og fortsætter “Målet er, at der skabes flere arbejdspladser inden for fødevareerhvervet og bedre forudsætninger for flere iværksættere.”

Du kan følge med i fødevarehusets aktiviteter på Facebook, Vores Marsk og på hjemmesiden www.voresmarsk.dk

Partnerne bag Vores Marsk er Tønder Erhvervsråd, Nationalpark Vadehavet,  Rømø/Tønder Turistforening, Tønder Handelstandforening og Business Region Esbjerg. Tovholder og projektansvarlig er Tøndermarsk Initiativet. Formålet med projektet er at samle og formidle lokale fødevarer langs Vadehavet. Samtidig understøttes udvikling af erhvervet gennem netværk og rådgivning. Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og LAG Haderslev-Tønder. Eventet på åbningsdagen er desuden støttet af Region Syddanmarks Kulturpulje via projektet Smag på Sydvestjylland.

Har du spørgsmål?

Skriv eller ring til os.

Jesper Monsrud

Jesper Monsrud

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.