Cases

”Rikke Andersen Marketing” – Sprit-ny marketingvirksomhed i Tønder

Rikke Andersen Marketing blev officiel d. 1. marts 2022 og er nu ved at finde sin plads i erhvervslivet i Tønder. Men selvom virksomheden på papiret er ny, ligger der meget arbejde og mange tanker bag virksomhedens fødselsdag d. 1. marts. I denne artikel kigger vi nærmere på forløbet op til lanceringen af virksomheden, og hvordan man kommer fra tanke til handling, når man vil starte egen virksomhed.

Rikke Andersen Marketing her

Rikkes rejse

Rikke Andersen står bag virksomheden, og hun har altid gået med drømmen om at være sin egen chef. Rikke er født og opvokset i Tønder, men flyttede til Aarhus for at studere multimediedesigner sammen med sin kæreste. Rikke fortæller, at de egentlig aldrig havde planer om at flytte fra Aarhus, men at en familieforøgelse hurtigt ændrede på dén beslutning. De havde ellers begge to job i Smilets By, men det blev hurtigt klart for dem, at Tønder og bedsteforældre var den manglende brik i puslespillet. Derfor lavede de sammen en ”pros and cons-liste” over Aarhus og Tønder – hvor Tønder altså vandt. Rikke fortæller:

Bedsteforældrene fyldte utroligt meget i den ligning, men Tønder har også meget andet at byde på. Vi kan bo inde i byen og samtidig have alting tæt på – det kunne vi ikke i Aarhus. Derudover er temperamentet og tempoet også noget andet i Tønder. Det har vi savnet.

Tilbage i hjemstavnen fik Rikke job i en møbelforretning i Aabenraa, hvor hun arbejdede med marketing på Sociale Medier, men køreturen frem og tilbage, og at 2. barn var kommet til verden, var med til at sætte ild under Rikkes drøm om at blive selvstændig. Hun manglede friheden til selv at kunne bestemme over sin tid, som hun gerne ville bruge mere af på sine børn. Derfor gik hun under sin barsel og legede videre med idéen om at starte sit eget, og det var også her, hun tog det første vigtige skridt imod at blive selvstændig: Hun tog fat på sin fagforening i januar 2022 og indledte en dialog om, at hun gerne ville starte sit eget. Og derefter tog det fart.

Rikke Andersen, ejer og stifter af Rikke Andersen Marketing

SMALLBusiness Tønder

Fra fagforeningen blev hun henvist til Tønder Erhvervsråd, hvor hun fik kontakt til konsulent i SMALLBusiness Tønder, Palle Graversgaard. De blev sammen enige om, at næste skridt på rejsen var at deltage i iværksætterforløbet ”Entreprenerdy”. Her kan nystartede virksomheder, eller ildsjæle med idéer, få svar, undervisning og vejledning i de mange praktiske ting, der ligger bag opstarten og – især- udviklingen af en virksomhed.

På Entreprenerdy-forløbet får man bl.a. indsigt i:

  • Professionel hjælp til at blive skarp på din virksomheds strategiske udvikling
  • Får afdækket hvad du primært bør fokusere på for at komme videre med din virksomhed
  • Introduceres til og lærer at anvende en række effektive udviklingsværktøjer og -modeller
  • Erfaringsudveksling med andre i samme situation som dig selv – via arbejdet og drøftelserne på sessionerne

Rikke fortæller derudover:

Jeg fik svar på mange af de spørgsmål omkring opstart, jeg gik og grublede over, og jeg synes også, at jeg gik derfra med en følelse af, at -det her kan jeg godt-

Efter endt forløb var Rikke nu klar til at oprette CVR nummer, og virksomheden ”Rikke Andersen Marketing” så derfor dagens lys for første gang d. 1. marts 2022.

Entreprenerdy-forløbet for iværksættere foregår online over 3 uger

Rikke Andersen Marketing

Men hvad kan Rikke så?

Ud over hendes uddannelsesmæssige baggrund har Rikke 6 års erfaring med at hjælpe virksomheder med deres online tilstedeværelse. Det dækker bl.a. tilstedeværelsen på sociale medier som Facebook og Instragram, men f.eks. også e-mail marketing såsom nyhedsbreve og automatiske flows.

I en verden hvor kommunikationen i højere grad foregår digitalt, kan det være en jungle for virksomheder at finde rundt i, hvor og hvordan man skal bruge sin energi: Hvordan rammer man sine kunder? Hvordan optimerer man sine opslag på sociale medier?

Her kan Rikke Andersen Marketing bistår. Virksomheden har nemlig forskellige fokuspunkter. Et af dem består i, at Rikke simpelthen overtager styringen af førnævnte i en virksomhed og sørger for, at det hele kører optimalt. Hun agerer derudover også konsulent for virksomheder, der ikke nødvendigvis ønsker, at Rikke skal stå for det hele, men måske mangler hjælp i enkelte tilfælde.

Et andet fokuspunkt for Rikkes virksomhed er kurser. Rikke har gennem sit hverv i Aarhus afholdt adskillige kurser og undervisning i den ædle kunst, der kaldes SoMe, og det har hun nu taget med sig videre til sin egen virksomhed. På disse kurser kan virksomheder helt enkelt få undervisning i, hvordan man f.eks. bruger de sociale medier i forretningsøjemed. Det drejer sig bl.a. om:

  • Hvad er bedst og hvordan får jeg mest for pengene?
  • Hvor meget skal jeg bruge på annoncer?
  • Hvad er det rigtige at markedsføre?

Rikke Andersen Marketing afholder første kursus tirsdag, d. 29. marts, i Voxeværket på Alexandrinevej 1 i Tønder, og der er stadig pladser at få, hvis man er interesseret i at lære, hvordan man gebærder sig på sociale medier.

Voxeværket skal danne rammer om Rikke Andersens kurser

Fremtiden

På nuværende tidspunkt koncentrerer Rikke sig om at få virksomheden skudt ordentligt i gang, men hun har allerede flere ting på tegnebrættet. F.eks. er hun i samarbejde med Tønder Erhvervsråd blevet godkendt til ”NextStep”, hvor man som virksomhed kan få tilskud på 75% af prisen til valgfri 1-1 rådgivning. Her vil Rikke bruge rådgivningen til at få sine kurser online, så hun også kan tilbyde sin service uden for Tønder Kommunes grænser.

Adspurgt fortæller Rikke selv om virksomhedens fremtid:

Nu skal det stille og roligt bygges op, og der skal nogle kunder i butikken. Gennem mit netværk i Aarhus har jeg allerede fået noget arbejde, men jeg håber, at jeg også kan skabe mig et netværk her i Tønder og få skabt en grobund for virksomheden.

Hun håber på længere sigt at skabe sig en kundeportefølje, der dækker hele Sønderjylland, men til at starte med vil hun nyde at være hendes egen chef og glæde sig over dét, hun indtil videre har skabt.

Bag disse murer driver Rikke Andersen sin virksomhed i Tønder

Du kan se mere om Rikke Andersen Marketing på følgende steder:

Facebook

Instagram

Linkedin

Rikke Andersen Marketing

nyhed
Rikke Andersen Marketing her

Tønder Kommune opnår imponerende fremgang i IRIS Groups ”Lokale erhvervspræstationer”

Tønder Erhvervsråd er stolte over, at Tønder Kommune har realiseret en markant fremgang i den seneste udgave af IRIS...Læs mere
nyhed
Rikke Andersen Marketing her

Vær med til at forme fremtiden for Tønder Erhvervsråd

Tønder Erhvervsråd inviterer hermed til at deltage i vores generalforsamling den 24. april 2023 fra kl. 17 til 20.30.Læs mere
nyhed
Rikke Andersen Marketing her

Tønder Erhvervsråd er med i nyt millionprojekt

Tønder Erhvervsråd deltager i nyt millionprojekt, som skal booste virksomheders viden om materialer -Læs mere

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.

Tilmeld nyhedsbrev