Cases

MCK Automatik – En velsmurt, grundig og dygtig maskine

På Industrivej 29 i Løgumkloster, måske bedre kendt som Håndværkergården, sker der i øjeblikket store og spændende ting.
MCK Automatik

MCK Automatik

4 lokale virksomheder er nemlig ved at gennem-renovere en bygning, hvor de laver nye værksteder, kontorer, lagere og endda et showroom. Planen er, at de 4 virksomheder, TA-Elteknik, MCK Automatik, Carl Fr. Petersen og DVVT, flytter sammen i den nye bygning i begyndelsen af det nye år.

Men det er ikke kun renoveringen af bygningen, der er spændende – det er ligeså meget det, der sker i de virksomheder, der har sat gang i renoveringen. Tag nu f.eks. MCK Automatik. En virksomhed, der startede i 2017, og nu består af 3 ejere: TA-Elteknik, Magnús Magnússon og Brian Schmidt og derudover en ansat, Lasse Hansen, som startede i februar 2021. Siden starten har de beskæftiget sig med PLC og HMI programmering til industri, landbrug og endda også kommunale behov.

Automatik

Faktisk er de så dygtige, at de i flere år har leveret automatik-løsninger til virksomheder som BHJ i Gråsten, Danhatch og SweChick i Sverige, som arbejder med opdræt af avlsdyr. Her bliver der lavet automatik til deres opdræt- og æglægningsfarme, hvor MCK Automatik har udviklet løsninger til at styre farmenes lys, vand og foderregulering automatisk. Derudover arbejder MCK Automatik også på nye pionerløsninger, f.eks. til SweChick i Sverige, hvor de er ved at udvikle nye DALI-controllere, der kan styre lysfarve og –styrke i stalde, så dagsrytmen for hønserne bliver mere optimal. Her kommer TA-Elteknik også på banen, for de importerer nemlig lamperne og har sammen med producenten fået designet lamperne til, at de kan dæmpes helt ned til 1% for endnu mere optimering.

MCK Automatik arbejder især også med PLC programmering (Programmable Logic Controller), som er programmerbare enheder specielt udviklet til automatisering og styring. De kan bruges i mange forskellige sammenhænge, primært indenfor industri, hvor de fungerer på den måde, at PLC’en modtager nogle signaler udefra og derefter udfører en handling alt efter signalet, den modtog. Et eksempel kunne være, at en PLC, der styrer lyset i en stald, og som modtager et signal fra en lyssensor, som måler mængden af sollys. Efter modtagelsen af signalet fra sensoren, skruer PLC’en op eller ned for lyset eller det, den er programmeret til at gøre. MCK Automatik udvikler altså de bagvedliggende programmer til PLC’en og sætter den op til præcis dét, kunden ønsker.

Kommunalt Samarbejde

I Tønder Kommune har gadebelysningen i mange år været styret af enheder med GSM forbindelse, som kommunikerer via SIM-kort, ligesom vi kender dem fra mobiltelefoner. Fra kommunens side har det været nødvendigt at holde udbudsrunder hvert tredje år og dermed risikere at skulle skifte simkortene ud. Altså en betydelig omkostning for kommunen. Lige indtil MCK Automatik sammen med kommunen lavede en ny løsning til at styre gadebelysningen gennem PLC’er. Det er en simkort-fri løsning, som i stedet kommunikerer via radio signaler til en server på Rådhuset. Man kan, fra kommunens side, styre og overvåge det hele online fra Rådhuset i Tønder .

Sådan ser systemet ud.

Projektleder Thomas Thomassen hos Tønder Kommune udtaler om løsningen:

Løsningen har hjulpet på flere parametre. Først og fremmest er det lettere for os at trække data, og vi har en større detaljegrad i den data, vi henter. Vi kan f.eks. hurtigere finde ud af, hvor der er problemer, hvis de skulle opstå, og vi kan rykke ud 2 dage hurtigere end før.

Dermed følger også en bedre effektivitet, fortæller Thomas, da der ikke skal bruges de samme mandetimer på de samme problemer som før. Thomas fortsætter:

Derudover er der også det økonomiske aspekt, hvor PLC-løsningen har sparet os penge – bl.a. på de årlige simkort-abonnementer, som vi stod med før.

Alt i alt en bedre, billigere og mere effektiv løsning, som har sin oprindelse i virksomheden i Løgumkloster – og mon ikke at løsningen også kan implementeres i andre kommuner, når tiden er til det?

Fremtiden

Spørger man MCK Automatik om, hvad de mangler i Tønder Kommune, svarer de, at de gerne vil kunne være mere synlige blandt de unge og skabe mere interesse omkring deres felt, som de er overbeviste om, at mange ville finde interessant, hvis de vidste, det fandtes. Derfor er MCK Automatik også blevet godkendt af EUC Syd til at tage automatiktekniker-elever ind og uddanne. Hos Tønder Erhvervsråd vil vi fremadrettet arbejde sammen med MCK Automatik og andre lokale virksomheder for at komme ud til flere unge i Tønder Kommune og få præsenteret erhvervslivet, hvad vi kan udrette og mulighederne i de mange forskellige brancher, der findes.

For nu fortsætter MCK Automatik deres arbejde og kigger fremad mod flytningen til den nye og mere moderne bygning i starten af det nye år.

Info

Hvis du vil høre mere om MCK Automatik, og hvordan de kan hjælpe din virksomhed, kan du læse eller kontakte dem her:

Telefon: 73708100

Email: [email protected]

Facebook: https://www.facebook.com/mckautomatik/

LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/mck-automatik/

MCK Automatik

nyhed
MCK Automatik

Lokal virksomhed modtager sekscifret udviklingsbeløb efter individuel sparring hos Tønder Erhvervsråd

Når man er til individuel sparring hos Tønder Erhvervsråd, kan man forvente at få vejledning og anbefalinger med sig,...Læs mere
nyhed
MCK Automatik

Guide til Generations- og Ejerskifte i Tønder Kommune

Generations- og ejerskifte kan være en kompleks proces, der involverer planlægning og overvejelser omkring skat, personlige forhold og den...Læs mere
nyhed
MCK Automatik

Bestyrelsesnetværk Syd

Best.Syd er et unikt bestyrelsesnetværk, der opererer i hele Sønderjylland og drives af de lokale erhvervsråd i Tønder, Sønderborg,...Læs mere

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.

Tilmeld nyhedsbrev