Cases

Erhvervslivets Prisuddeling – Fra iværksætter til vinder af Erhvervsprisen '21

Hvem var de nominerede til årets priser? Hvem vandt? Og hvordan går man fra at starte en fritidsvirksomhed i 2011 til at opkøbe og fusionere med en anden virksomhed og vinde Erhvervsprisen ’21?

M. Poulsen/LØMA

Erhvervslivets Prisuddeling – Tak for et brag af en aften

Mandag, d. 22. november, kl. 16.15 bød Tønder Kommune og Tønder Erhvervsråd velkommen i ECCO Conference Center til en aften, hvor det lokale erhvervsliv skulle være i fokus og fejres.

De knap 200 gæster kunne se frem til en aften med prisuddelinger fra både kommunen og erhvervsrådet, underholdning v. Thomas Warberg og bespisning i Eccos flotte lokaler.

Priserne, der skulle uddeles fra Tønder Erhvervsråds side, bestod af Erhvervsprisen ’21, Iværksætterprisen ’21 og Initiativprisen ’21 og med overrækkelsen af priserne fulgte også en check og dermed en investering i vindervirksomhederne og deres positive påvirkning af det lokale erhvervsliv.

De nominerede og vinderne af de førnævnte priser forløb således:

Nominerede til Erhvervsprisen ’21:

  • Poulsen / LØMA
  • SPAR Agerskov
  • Belø VVS

Her endte M. Poulsen / LØMA med flest stemmer på aftenen, og de kunne dermed hæve vandrepokalen, checken og blomster som vinder af prisen.

Nominerede til Iværksætterprisen ’21:

  • Rensehaj
  • Marsk Camp
  • Norlyk Distillery

Her var det Norlyk Distillery, der, efter et utroligt tæt løb, hentede flest stemmer fra aftenens publikum, og som dermed kan kalde sig vinder af Iværksætterprisen ’21.

Vinderen af Initiativprisen ’21 var fundet på forhånd, og derfor kunne Rektor på Tønder Gymnasium og bestyrelsesmedlem i Tønder Erhvervsråd, Anna Frejbæk, præsentere vinderen af prisen som Zebotek A/S, der sidste år løb med Iværksætterprisen ’20.

En spændende rejse

Men hvordan går man fra at starte fritidsvirksomhed i 2011, gå fuldtid i denne i 2016 til at opkøbe og fusionere med en hel anden virksomhed i starten af 2021? Det har Mogens Poulsen, ejer af M. Poulsen / LØMA og vinder af Erhvervsprisen ’21, svaret på.

Mogens Poulsen er uddannet landmand og har videreuddannet sig som landbrugsmaskintekniker. I 2011 startede han M. Poulsen, som bl.a. servicerer og reparerer landbrugsmaskiner. Samtidigt arbejdede han fuldtid som værkfører hos Kjelkvist A/S. Arbejdsopgaverne i enmandsvirksomheden voksede, og pludseligt var der brug for flere og flere ansatte, og Mogens Poulsen kunne i 2016 sige sit job op og gå fuldtid i sin egen iværksættervirksomhed. M. Poulsen var i starten af 2021 vokset til 10 ansatte, og nu manglede de plads, og derfor passede det dem perfekt, da Løgumkloster Maskinforretning (LØMA) blev sat til salg.

Mogens Poulsen øjnede muligheden for at udvide og fusionere de to virksomheder – en ellers ikke så let opgave – som dog, med hjælp fra Tønder Erhvervsråd, blev udført til UG – uden afskedigelser. Pludselig stod han med virksomheden M. Poulsen / LØMA, 21 ansatte og behovet for yderligere 5 kolleger i folden.

Men hvad er opskriften på succes så?

Ifølge Mogens Poulsen består den af flere ting. Først og fremmest og vigtigst af alt: Hans ansatte. Mogens Poulsen siger følgende:

Uden vores ansatte stod vi ikke her. De er om nogen skyld i vores succes. Gode ansatte bygger broer, og vi er stolte af generere arbejdspladser.

Derudover nævner Mogens Poulsen også Tønder Erhvervsråd i bl.a. hans takketale, som en nøglespiller i en af de udfordrende beslutninger bag succesen, nemlig købet og fusioneringen af LØMA. Her uddyber han:

Jeg vidste ingenting om køb, overtagelse og fusionering. Jeg vidste heller ikke så meget om Tønder Erhvervsråd, men det gør jeg nu, og det har hjulpet utroligt meget at få sparring og vejledning mht. købet af LØMA, mulige faldgruber og den bedste fremgangsmåde. Processen med købet havde været mere besværlig, hvis ikke jeg havde fået den hjælp, jeg fik.

Den sidste ingrediens, ifølge Mogens Poulsen, er, at de har stået ved deres værdier og gjort tingene på deres egen måde i stedet for at følge ”de andre”. Derudover har de været gode til at læse markedet og gribe mulighederne, når de er opstået.

I mandags kunne Mogens Poulsen så løfte pokalen og titlen som vinder af Erhvervsprisen ’21, og til det siger han:

Det er fantastisk – det havde vi ikke regnet med. Det er jo et fedt skulderklap, kan man sige. Det giver jo noget anerkendelse i området. Og så er det et skulderklap til vores medarbejdere og den rejse, vi har været igennem de sidste mange år.

Mogens lægger vægt på, at det er dejligt, at det er andre erhvervsdrivende, der stemte på virksomheden, og som kan se værdien af både ansatte og hans eget arbejde og ihærdighed. Her slutter han med:

Så ved man, man ikke bare sejler i egen sø.

Stort tillykke til alle nominerede og vinderne.

M. Poulsen/LØMA

nyhed
M. Poulsen/LØMA

Tønder Kommune opnår imponerende fremgang i IRIS Groups ”Lokale erhvervspræstationer”

Tønder Erhvervsråd er stolte over, at Tønder Kommune har realiseret en markant fremgang i den seneste udgave af IRIS...Læs mere
nyhed
M. Poulsen/LØMA

Vær med til at forme fremtiden for Tønder Erhvervsråd

Tønder Erhvervsråd inviterer hermed til at deltage i vores generalforsamling den 24. april 2023 fra kl. 17 til 20.30.Læs mere
nyhed
M. Poulsen/LØMA

Tønder Erhvervsråd er med i nyt millionprojekt

Tønder Erhvervsråd deltager i nyt millionprojekt, som skal booste virksomheders viden om materialer -Læs mere

Tilmeld dig erhvervsnews

Få vores aktuelle tilbud, informationer og erhvervsrelaterede nyheder fra dit lokale erhvervsliv, når du tilmelder dig ERHVERVSNEWS.

Tilmeld nyhedsbrev